Generalforsamling 2017 - Lokalhistorisk Forening for Gjellerup Sogn

Gå til indhold

Generalforsamling 2017

Arrangementer > Afholdte Arrangementer > 2017
1. marts 2017
 
LOKALHISTORISK FORENING SIGNALEREDE ”RØD LYGTE”
 
Generalforsamlingen viste enorm opbakning til foreningen.
Af Kristian Graversgaard
Enhver foreningsbestyrelse må blive rødglødende af misundelse, hvis de havde overværet generalforsamlingen 1. marts i Lokalhistorisk Forening for Gjellerup Sogn. På 50-års dagen for indførelsen af cyklens røde baglygte som supplement til katteøjet, måtte formanden tage lygten i brug i en lidt anden anledning. Der var udsolgt af siddepladser. Foreningen har stadig tilgang, og har nu over 230 medlemmer. Man vidste, de lokale indslag ved generalforsamlingerne trak medlemmerne af huse, men at over 120 og dermed mere end halvdelen af foreningens medlemmer mødte op oversteg alle forventninger.
Af formanden, Svend Øes beretning fremgik det, at foreningens aktiviteter med undertitlen ”Kend dit Sogn”, alle havde haft fuld tilslutning. Man havde haft en vellykket aften i Autogalleriet. Et arrangement med besøg i retsbygningen i Herning måtte dubleres, og turen til Harrild Hede, som dog ligger lidt uden for kerneområdet, krævede en ekstra tur med vognen til transport i området.
Lokalt havde man markeret sig ved, at det var en af foreningens medlemmer, Jens Østergaard, der fandt det historiske navn til områdets nye fællesskole, Lindbjergskolen.
Med det aktivitetsniveau var det heller ikke overraskende, at der uden modkandidater var genvalg af Frode Madsen, Jette Jensen og Jens Jørgen Rask til bestyrelsen.
Arkibas.
Efter generalforsamlingen havde arkivleder Jens Jørgen Rask en demonstration af arkivernes system: Arkibas. Med opslaget www.arkiv.dk kan man komme ind på landets lokalarkiver. Mange - herunder Hammerum – Gjellerup - har digitaliseret en stor mængde arkivalier og fotos. Søger man billeder af forfædre eller deres gårde m.v., er siden absolut et opslag værd. Værdien ses bl.a. af, at det lokale arkiv alene kan fremvise ca. 15.000 besøg.
 

Kræ Valter og Trine Skunt.
Det afsluttende foredrag blev holdt af Villy Jacobsen, Herning. Det omhandlede et par af forrige århundredes originaler, nemlig Chresten Peder Nielsen – bedre kendt som Kræ Valter fra Gjellerup og Ane Cathrine Jacobsen fra Sunds, kendt som Trine Skunt. Han fortalte om deres livshistorie iblandet utallige daglige gøremål og hændelser, der kaldte på smilebåndet. De boede i mange år sammen i Skovby, hvorfra de bl.a. opretholdt tilværelsen ved omvandrende salg af børster og grydeskeer iblandet lidt rapserier her og der. De sidste år tilbragte de på alderdomshjemmet Toftegården i Hammerum, hvor deres bryllup også stod. Det var ikke nogen ønskevielse, men en vielse af praktiske årsager. Som ugifte måtte de nemlig ikke bo sammen.

Medlemmerne var mødt talstærkt op til generalforsamlingen. - Foto Kristian Graversgaard
Tilbage til indhold